Aarhus Universitets segl

Tillykke til de mange nye ingeniører – se billeder fra afslutningen her

Flere hundrede ingeniører afsluttede i sidste uge deres uddannelse. Aarhus Universitet ønsker held og lykke til alle de nyuddannede ingeniører på deres videre rejse.

25-årige Anthony Trabichet er netop blevet færdig med sin kandidat i Mekanik. Han kommer oprindeligt fra Frankrig, tog sin bachelor i USA, og har nu fået job hos Siemens Gamesa i Brande. Foto: Anslag Film.

”Jeg håber, I vil udfordre brancherne. Kigge de veletablerede i øjnene og spørge dem, hvad det er, de har gang i. Det synes jeg, er så fedt, når det sker. Prøv tingene af! Og pas på, I ikke bliver vanedyr og bliver lullet ind i den der måde, brancherne altid gør tingene. Men bliv ved med at udfordre.”

Sådan sagde Kasper Lynge Jensen, chef for digitalisering og sunde bygninger hos Søren Jensen Rådgivende Ingeniører A/S, da han fredag den 28. juni gæstede Navitas, som dannede rammen for dimissionsfester for en lang række ingeniørstuderende på Aarhus Universitet.

I alt ca. 400 ingeniørstuderende dimitterede torsdag og fredag ved fire forskellige højtideligheder på henholdsvis Navitas og Katrinebjerg. Et stort kapitel i livet sluttede for de studerende, og et nyt kan nu starte op. Hundredvis af pårørende og undervisere, forskere og venner var samlet i auditorierne for at hylde de nybagte ingeniører og sende dem afsted videre i livet.

”Når jeg kigger tilbage på min studietid, har jeg lært utrolig meget om, hvordan vi kan løse fremtidens udfordringer med teknologi. Det er ret vildt at stå her og reflektere over, hvor meget vi har lært, som er så direkte anvendeligt ude i virksomhederne,” lød det fra Mathias Birk Olsen, som dimitterede som softwareingeniør, og som efter eget udsagn lige skal ”have lidt frisk luft og familietid, og dernæst skal jeg ud og lande et job som softwareudvikler, hvor jeg kan bidrage positivt til klimaet eller til at skabe et mere sikkert Internet.”

Imponerende tværfaglighed

Prodekan for uddannelse ved fakultetet Technical Sciences på Aarhus Universitet, Finn Borchsenius, ønsker de nye ingeniører tillykke og roser dem for deres arbejde – både på studiet, men også i fremtiden, for den grønne omstilling af samfundet kalder på ingeniører:

”Jeg ønsker vores dimittender al muligt held og lykke i fremtiden. De skal alle sammen nu ud til et dansk og internationalt jobmarked, der råber efter flere ingeniører. Vores studerende har et fantastisk studiemiljø i en fantastisk studieby og arbejder sammen om at løse rigtige problemstillinger. Og så har uddannelsen et grønt formål: Den digitale og grønne omstilling kræver nye og innovative teknologier, som vores dimittender nu skal være med til at udvikle,” siger han.

De mange forskere og undervisere, både danske og internationale, der var mødt op til dimissionerne, havde rosende ord med på vejen til de mange dimittender. Særligt fordi de løsninger, verdens store udfordringer kalder på, er mere komplicerede end nogensinde før.

Ingeniørdocent Ole Balling fra Institut for Mekanik og Produktion udtrykte begejstring over for de unges gå-på-mod og engagement i stof, der i langt højere grad end tidligere kræver tværfaglighed:

”Den verden, de unge skal ud i, kræver tekniske løsninger, der er større og mere komplicerede end nogensinde før. Så ingeniørstuderende i dag skal lære mere på den samme eller kortere tid i forhold til i gamle dage. Den interdisciplinaritet disse unge mennesker udviser i de projekter, de laver, er intet mindre end imponerende,” sagde han.

De første jobs: Vedvarende energi og transport

Samfundet har brug for mange ingeniører, og de nyuddannede kan se frem til spændende jobmuligheder på et arbejdsmarked stort set uden ledighed. Og for rigtig mange af dem gælder, at de allerede har skrevet under på en kontrakt.

Til dimissionshøjtidelighederne på Institut for Elektro- og Computerteknologi på Katrinebjerg og på Institut for Mekanik og Produktion på Navitas mødte vi nogle af de nye ingeniører, der nu er på vej ud i verden.

Vi mødte f.eks. 25-årige Anthony Trabichet, som kommer fra Frankrig og tog sin bachelor i USA, før han valgte at rejse til Danmark med sin kæreste for at tage sin kandidat i Mekanik.

”I forbindelse med min kandidat har jeg arbejdet med at producere 3D-printede bio-kompatible implantater. Jeg har nu fået job hos Siemens Gamesa, og jeg starter faktisk allerede i næste uge, så der bliver ikke så meget sommerferie lige fra starten,” siger han.

Også Pernille Pallesen, som er blevet færdiguddannet som civilingeniør i Computerteknologi, har fået job. Hun starter i Ubers udviklingsafdeling i Aarhus lige efter sommerferien:

”Det vigtigste, jeg tager med fra uddannelsen, er netværk, sammenhold og evnen til selv at opsøge viden. Vi er blevet fagligt udfordret hele vejen, hvilket er super fedt, når man arbejder med nye teknologier – for så lærer man selv at finde frem til løsningerne. Jeg glæder mig rigtig meget til at starte hos Uber efter sommeren,” siger hun.

Simone Veis Marxen, som nu er færdig som diplomingeniør i Elektrisk Energiteknologi, vil rigtig gerne arbejde med energiplanlægning. Hun interesserer sig for, hvordan vi kan integrere forskellige energikilder i eet samlet net i fremtiden, ”for vi kan ikke bare satse på een teknologi,” siger hun. Hun fortæller om sin uddannelse:

”Det at lære at tilegne sig ny viden i fællesskab er en af de stærkeste ting ved min uddannelse. Mine interesser spænder fra vindmøller og solceller over i fjernvarme og termodynamik, og jeg ser frem til at arbejde inden for det. Men først skal jeg lige ud at rejse. Jeg skal til Mellemamerika og danse tango,” siger hun.

Og netop det med at løse vores fælles udfordringer på nye måder og udvikle ny teknologi og digitalisere samfundets store sektorer slår Kasper Lynge Jensen fra Søren Jensen Rådgivende Ingeniører A/S på tromme for.

Han håber, at de studerende forbliver nysgerrige og videbegærlige og aktivt forsøger at ændre tingenes tilstand.

”Man er vant til at gøre tingene på en bestemt måde i de forskellige brancher, men vi står over for nogle store udfordringer, som vi kun kan løse, hvis vi ændrer den måde, vi gør tingene på i dag. Der er virksomhederne nødt til at kigge indad, og der kan disse unge mennesker virkelig gå forrest. Der er en unik mulighed inden for f.eks. byggebranchen lige nu, fordi hele branchen søger efter andre måder at gøre tingene på, og der håber jeg, de unge vil komme ud og ruske op i tingene, for der er virkelig et kæmpe potentiale. Jeg håber, de nye dimittender tør gå nye veje, prøve ting af selv, og også selv skabe virksomheder. Jeg er på røven over den gå-på-mod, disse unge mennesker fremviser,” siger han.

Med interessen som arbejdsområde

Vi mødte også 24-årige Malene Stenius Petersen, der netop er blevet færdig med sin bachelor i mekanik. Hun tog direkte fra gymnasiet til universitetet, og derfor har hun valgt at tage et års pause fra studierne nu, inden hun fortsætter på kandidaten.

”Jeg dyrkede elitesport før og stoppede med det lige inden, jeg startede på universitetet. Så dengang var jeg ikke klar til et sabbatår, men det er jeg nu,” siger hun.

Spurgt ind til hvorfor hun valgte mekanik-studiet i første omgang, svarer hun:

”Jeg kan godt lide sejlsport, og der er meget aerodynamik og materialeteknologi i sejlsport – og det er der netop på mekanikstudiet. Og så har jeg lige haft et valgfag, der hedder Introduktion til Skibsteknologi, og jeg kunne måske godt tænke mig at arbejde med sådan noget i fremtiden. Nu ser vi. Først skal jeg tage min kandidat, og der får jeg en mulighed for at vælge mellem en masse valgfag og se, hvad der interesserer mig allermest,” siger hun.

Også Mette Simonsen, der blev færdiguddannet som diplomingeniør i Maskinteknik, er glad for den maritime branche. Hun er 34 år og er ved at søge efter et job nu.

”Jeg var i praktik hos OSK Design, som er en rådgiver i den maritime branche. Jeg synes, det er meget spændende, men om det lige bliver inden for det, jeg får et job, må vi se,” siger hun.

Christian Rud Hansen blev færdig som diplomingeniør i Elektronik, og for ham har de praktiske aspekter ved undervisningen og læringen gjort en kæmpe forskel.

”Det er gennem undersøgelse, uendelige forsøg og fejltagelser, at man finder og udvikler de bedste løsninger. Jeg har både været i praktik og læst et semester i Tyskland, og jeg er glad for, at vi på Aarhus Universitet har haft en meget hands-on tilgang til læring,” siger han.

Han har fået job hos virksomheden DIS, hvor han skal arbejde med bæredygtighed inden for elektronik, ”lige efter jeg lige har holdt lidt sommerferie,” siger han.

Vi ønsker alle dimittender et kæmpe tillykke.

Bevar kontakten til AU Engineering

AU Engineering vil gerne bevare kontakten til alle vores fantastiske dimittender og opfordrer derfor til, at nyuddannede registrerer sig som alumner og også følger os på LinkedIn.

Sådan bliver du oprettet som AU-alumne