Aarhus Universitets segl

Symposium samlede grøn kemi og grøn teknologi i arbejdet med at udvikle bæredygtige materialer

Aarhus Universitet og Merck Life Science afholdte i oktober ’The 2nd Green Chemistry and Engineering symposium’. Symposiet samlede tværfaglig forskning fra hele verdenen inden for grøn kemi og grøn teknologi.

Professor Anja Mudring (til venstre) fra Institut for Bio-og Kemiteknologi har sammen med Mikael Friberg fra Merck Life Science (2. fra højre) arrangeret symposiet om grøn kemi og teknologi. De er i samtale med lektor Shweta Agarwala fra Institut for Elektro- og Computerteknologi og prodekan Brian Vinter.] Foto: AU
”Tværfaglighed er nøgleordet, og derfor har vi valgt at bringe mennesker fra forskellige perspektiver sammen,” svarer professor Anja Mudring som motivation for at bringe kemi og teknologi sammen i symposiet.

”Tværfaglighed er nøgleordet, og derfor har vi valgt at bringe mennesker fra forskellige perspektiver sammen. Kemi og teknologi, også kaldet kemiteknologi, går hånd i hånd. Og det er vigtigt at sprede budskabet om, at kemikere kan bidrage til – og bekymrer sig om - grønne og bæredygtige materialer, og at der er virksomheder, der også gør det,” svarer professor Anja Mudring på spørgsmålet om motivationen for symposiet.

Det er anden gang, at Aarhus Universitet og Merck KGaA, Life Science- og medicinalvirksomhed, arrangerer symposiet med foredragsholdere fra hele verden - fra USA til Asien og Europa inden for emner om grøn kemi og grønne teknologier; såsom lyskilders smøremidler, solceller og bioelektronik.

For cirka tre år siden flyttede professor i kemi Anja Mudring til Danmark for at starte i sin stilling som leder for forskningsgruppen Intelligent Advanced Materials på Aarhus Universitet. Det var også omkring dette tidspunkt, at de første tanker om symposiet opstod mellem Anja Mudring og Mikael Friberg fra Merck KGaA.

Merck KGaA er en tysk Life Science og medicinalvirksomhed, der blev grundlagt i 1668 i Darmstadt. Virksomheden er leverandør af forskningsmaterialer med et årelangt samarbejde med universiteter og industri i Danmark. Merck KGaA har en bæredygtighedsstrategi, der følges op med en årlig rapport.

"Merck er drevet af bæredygtighed gennem videnskab, for det er i samarbejde med videnskab, at vi vil - og skal - skabe en forandring," siger Mikael Friberg, der er uddannet kemiker og arbejder med teknisk salg til industri og universiteter.

Grøn og cirkulær kemi

For omkring 25 år siden blev "grøn kemi" en betegnelse og en bevægelse skabt af blandt andre professor i kemi John Warner, som holdt et oplæg på symposiet.

Grøn kemi handler om at udvikle og bruge kemiske materialer på en mere cirkulær måde, hvor nogle af aspekterne i produktfremstillingen er at bruge mindre energi og mindre giftige kemikalier samt forhindre spild.

”I begyndelsen stod kemiteknologi for at udvikle medicin og vacciner – nødvendige materialer af højværdi. Men så havde vi flere katastrofer med persistente kemikalier i vores fødevaresystem og miljø, hvor vi indså, at vi skal være mere forsigtige med de kemikalier, vi laver, og det er derfor, vi bekymrer os om grøn kemi,” siger Anja Mudring og fortsætter:

”Vi er bevidste om, at vi fremstiller miljøvenlige materialer i laboratoriet. Når vi søger om fondsmidler, er ansøgningerne dedikeret til bæredygtige udviklingsmål, hvori vi som forskere skal vise, at vi tager højde for materialernes efterliv i vores projekter."

"Der er efterspørgsel på at være bæredygtig"

Siden det første symposium blev afholdt i 2021, er engagementet og interessen for grøn kemiteknologi vokset. Både i industrien og blandt de kemistuderende.

”I løbet af de sidste tre-fire år har tankegangen ændret sig meget, og bæredygtighed har vundet indpas i industrien blandt forskere og studerende – der er efterspørgsel på at være bæredygtig. Og der er et stigende antal globale medicinalvirksomheder, der sætter store bæredygtige mål,” siger Mikael Friberg.

Anja Mudring tilføjer: ”De studerende vil gerne uddannes i grøn kemi, og virksomheder søger uddannede folk. Men der er også et stigende pres fra forbrugerne på f.eks. skønhedsbranchen, om at de kan certificere og producere deres kosmetik på en grøn måde. Det ville ikke være sket for 10 år siden."

Biologisk nedbrydelige elektroniske materialer

Shweta Agarwala, lektor ved Institut for Elektro- og Computerteknik og leder af Printed Electronics Technology Group ved Aarhus Universitet, holdt oplæg om bioelektronik. Hendes forskning er et eksempel på tværfagligt arbejde med at udvikle materialer, der er bæredygtige inden for en stor industri som elektronik.

“Elektronisk affald, også kaldet e-affald, er verdens hurtigst voksende affaldsstrøm, og vi skal tackle det, før problemet kommer ude af kontrol. Udover at genanvende skal vi begynde at designe og udvikle nye elektroniske materialer, der er grønne og miljøvenlige, så de endelige systemer er bæredygtige,” siger Shweta Agarwala og forklarer sin forskning:

"Bioelektronik er ægteskabet mellem biologi og elektronik, hvor elektronik enten kan hjælpe med at forstå biologiske mekanismer eller manipulere og behandle biologiske systemer og funktioner. Vi udvikler polymerbaserede biologisk nedbrydelige materialer, der er elektrisk funktionelle, og vores resultater har vist, at det er muligt at erstatte traditionelle elektroniske substrater med biologisk nedbrydelige materialer til at bygge kredsløb på. Vi har også syntetiseret bionedbrydelige og biokompatible piezo-elektriske materialer til at erstatte uorganiske modstykker. Med hensyn til kemiske substrater søger vi nye måder at syntetisere materialer med ikke-toksiske reagenser,” forklarer Shweta Agarwala og afslutter:

"Den bredere vision for min forskning er at udvikle et helt bibliotek af bæredygtige materialer til grønne elektroniske systemer.”

 

Kontakt

Prof. Anja Verena Mudring

Institut for Bio-og Kemiteknologi

anja-verena.mudring@bce.au.dk