Studerende testede mundbind i laboratoriet
Der er store forskelle på, hvor godt et stofmundbind filtrerer partikler, og det er afgørende, at det sidder tæt til ansigtet. Det er hovedkonklusionerne bag et lynforsøg på Aarhus Universitet.
Ingeniørstuderende fra Aarhus Universitet testede i sidste uge forskellige typer af mundbind og tekstiler med laboratorieudstyr. Formålet var at kaste et ingeniørvidenskabeligt blik på beskyttelsesværdien og samtidig sy personligt tilpassede mundbind med en effektiv materialesammensætning.
Peter Bøgh Pedersen er ingeniørdocent ved Aarhus Universitet og manden bag arrangementet. Han er ikke overrasket over eksperimentets foreløbige resultater.
“Mundbind af stof har generelt en dårlig filtreringsevne, og det tror jeg også blev tydeligt for de studerende i går. Det føles måske blødt og komfortabelt og virker tykt, men når man måler partiklers gennemtrængelighed, så bliver de fleste overraskede” siger han.
De studerende testede filtreringsevnen for forskellige tekstiltyper og -sammensætninger ved at måle partikler i både nano- og mikrometerstørrelse.
Karklude fanger partikler
En typisk viruspartikel har en størrelse på mellem 20-300 nanometer, og den vil ofte være indkapslet i vand fra vores udånding, hvorved størrelsen bliver i mikrometer.
Derfor er valget af tekstiltype til genanvendelige mundbind en temmelig specialiseret opgave, og man må tage højde for, hvordan fibrene i stoffet ændrer egenskaber efter vask, eller når det bliver fugtigt.
Hvis man vil opnå en god filtreringsevne skal man med andre ord vide noget om både tekstilfibre og partikelkemi. De studerendes forsøg viser tydeligt, at sammensætning af forskellige tekstiltyper i lag reducerede både små og store partiklers gennemtrængelighed, men der er stadig et stykke vej til at fastslå en perfekt sammensætning, siger Peter Bøgh Pedersen:
“Vi kunne se, at nogle sammensætninger fungerer bedre end andre. Vi kiggede på mange forskellige typer af tekstil og så for eksempel, at almindelige mikrofiber-karklude fungerede rigtig godt som mellemlag. Hør, som ellers har nogle gode egenskaber i forhold til at absorbere vand, er derimod er et meget dårligt materialevalg til partikelfiltrering,” siger Peter Bøgh Pedersen.
Tæthed er afgørende
Peter Bøgh Pedersen understreger, at det mest afgørende for, at mundbind kan forhindre partikelspredning fra vores udånding er, at det sidder tæt.
“Hvis mundbindet ikke er tilstrækkeligt stort eller ikke sidder tæt omkring ansigtet, så mister det effekten. I princippet kan man sige, at hvis brillerne dugger, så har vandpartiklerne passage, og så kan virus sprede sig,” siger han.
Birgit Bonefeld, som er Postdoc ved Aarhus Universitet, tekstilekspert og medarrangør af mundbindstesten fortæller, at mange studerende, der deltog i forsøget, fik en øjenåbner:
"De fleste blev forbløffede over at konstatere, hvor mange og hvor store partikler, der kunne trænge igennem deres mundbind - især, når det var fugtigt. Og mange valgte at sy et nyt med flere lag af forskellige tekstiler, som havde en højere filtreringsevne," siger hun.
Forsøget med mundbind på Aarhus Universitet har ikke videnskabelig karakter, men det giver anledning til en diskussion af, hvordan man anvender tekstil til værnemiddel på en god måde.
Birgit Bonefeldt og Peter Bøgh Pedersen overvejer nu, om de på baggrund af de studerendes eksperimenter med mundbind skal udvikle en standardiseret forsøgsmetode til at undersøge forskellige tekstiltypers filtereffekt på aerosoler.