Aarhus Universitets segl

Gymnasieelever i globalt projekt: Undervisningen får en ekstra dimension

I det verdensomspændende projekt Tiny Earth arbejder gymnasieelever, studerende og forskere sammen om at finde en løsning på en af vores store fælles udfordringer, nemlig antibiotikaresistens. Samtidig skaber projektet læring og motivation på flere niveauer, fortæller to af de deltagende gymnasielærere og en bachelorstuderende.

Elever fra Egaa Gymnasium i fuld gang med at kigge nærmere på de bakteriekolonier, som de selv har fundet i den danske natur. Foto: AU Foto.

En af vor tids største sundhedsmæssige udfordringer er omdrejningspunktet, når gymnasielever, universitetsstuderende og forskere arbejder skulder ved skulder i projektet Tiny Earth. Målet er at finde ny antibiotika, men læring, motivation og måske endda øget interesse for det naturvidenskabelige område er blandt de positive biprodukter. 700 gymnasieelever fra hele landet har allerede deltaget i det globale forskningsprojekt, der fra dansk side er ledet af ingeniørforskere på Aarhus Universitet (AU).

”Elevernes læring er proportional med deres engagement, og de har lært meget i det her projekt. Det teoretiske materiale har været meget velskrevet og sammenhængende, det har indeholdt alt det, vi skal igennem om mikrobiologi og ramt niveauet spot on. Der har altså været 100 procents overensstemmelse mellem teori og praksis, og det er stærkt,” siger Jens Gregersen, der er lektor i fagene Biologi og Bioteknologi på Skive Gymnasium.

Kernestoffet udfoldes i tæt samarbejde med universitetet

I januar i år har Jens Gregersen sammen med sin 3.g klasse arbejdet med Tiny Earth som et led i undervisningen i biologi.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Først indsamlede de jordprøver, som de efterfølgende oprensede og dyrkede under kyndig vejledning fra to af projektets undervisningsassistenter, der er hentet fra civil-og diplomingeniøruddannelser i bioteknologi på Aarhus Universitet. I ugerne efter udvalgte de så de bakterier, som de ville undersøge for antibiotikaproduktion.

Dem tog de med til videre undersøgelse ved workshop på universitets laboratorier i universitetsparken i Aarhus.

”I Aarhus blev vi mødt af et hold af undervisningsassistenter, der var både dygtige, kompetente og virkede til at brænde for det, de fortalte. Og så var der nok af dem, så ingen af vores elever stod og ventede,” siger Jens Gregersen og fortsætter:

”Den endelige resultatbehandling foregik online og bandt det hele sammen. Da vores elever uploadede deres resultater til den verdensomspændende database, blev de en del af noget større, der i sidste ende kan gøre en stor forskel. Og det gør noget ved deres engagement.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

Line Vestergaard Heuck, der underviser på Aarhus Gymnasium i Skanderborg, har haft to klasser med i forløbet, senest i foråret, hvor en 2. g-klasser deltog som et led i faget bioteknologi.

”Det er min oplevelse, at det kan være en kæmpe motivationsfaktor at deltage i et projekt som Tiny Earth. Eleverne fik lov at se bakterierne vokse frem på deres egne plader, og det optog dem så meget, at de nærmest gav dem navne. Da de til slut skrev deres resultater ind i den fælles database, oplevede de, at de blev en del af noget verdensomspændende, og det var også med til at motivere dem. Men det, der motiverede dem allermest, var, at det var deres egne prøver, de arbejdede med hele vejen igennem. Det giver ejerskab,” siger Line Vestergaard Heuck.

Også hun har oplevet, at Tiny Earth er tilpasset meget nøje til gymnasiernes lærerplaner, der f.eks. også indeholder et krav om, at eleverne får indsigt i karrieremuligheder, som faget peger hen imod.

”Tiny Earth har et meget stærkt karrierelæringsaspekt, fordi vores elever kommer ud og oplever, hvordan man arbejder med et forskningsfelt. De kommer ind og oplever universitetsparken, de får mulighed for at snakke med studerende, der er i gang med at uddanne sig inden for en ingeniørretning, og de får at vide, at bachelorstuderende skal arbejde videre med netop deres prøver i laboratoriet. Det tror jeg alt sammen er noget, der kan være med til at give dem en øget interesse for faget og skubbe dem i en naturvidenskabelig retning,” siger Line Vestergaard Heuck.

Skal øge interessen for det naturvidenskabelige område

Maria Kongsbak Mathiasen, der er i gang med sit bachelorprojekt på civilingeniøruddannelsen i bioteknologi, er en af de studerende, der har arbejdet videre med gymnasielevernes prøver i Tiny Earth. Nærmere bestemt har hun fokuseret på bakteriegruppen Burkholderia, som blev fundet af elever fra Aarhus Gymnasium i Skanderborg i efteråret.

(Artiklen fortsætter under billedet)

”I mit bachelorprojekt har jeg især arbejdet med at få bakterien til at producere antibiotika i et flydende medie, så vi kan ekstrahere og analysere, hvad det er for en type af antibiotika, den danner. Det har været superspændende at arbejde med og at få til at lykkes,” siger Maria Kongsbak Mathiasen, der har brugt meget tid i laboratoriet i forbindelse med sit bachelorprojekt og Tiny Earth.

”Med Tiny Earth er vi en del af en forskningsindsats, der foregår verden over, og det er rigtig spændende. Man har ikke fundet nyt antibiotika i lang tid, og det er virkelig stort problem, som det er fedt at kunne være en del af løsningen på,” siger hun.

Maria Kongsbak Mathiasen skal aflevere sit bachelorprojekt til juni. Hun slipper dog ikke Tiny Earth helt, hun har nemlig lige fået job som undervisningsassistent i projektet.

”For mig bliver det en spændende udfordring at skulle forklare mit fag til nogen, der ikke ved noget om det i forvejen, og at få gymnasieeleverne til at engagere sig i det. Det er jo vigtigt at få de unge til at interessere sig for det naturvidenskabelige område, så vi kan få nogle flere forskere og ingeniører,” siger Maria Kongsbak Mathiasen.

OM TINY EARTH

Tiny Earth projektet på Aarhus Universitet er støttet af Novo Nordisk Fonden med 4,3 mio. kr. Projektet er ledet af lektor Thomas Tørring og projektkoordinator Frederikke Dybdahl Andersen fra Institut for Kemi- og Bioteknologi. I projektet deltager udover gymnasieelever også ingeniørstuderende på universitetet som del af deres uddannelse.

Tiny Earth blev lanceret i juni 2018 og er et global crowdsourcing-initiativ, der samler forskere, undervisere og studerende på forskellige uddannelsesniveauer om at finde ny antibiotika i naturen rundt omkring i verden.

Titusindvis af studerende fra 23 lande deltager i projektet i dag. 

Læs mere om projektet her

Kontakt

Jannie True Hansen
Kommunikationsrådgiver
Mail: jth@au.dk
Tlf.: 93522789

Lektor Thomas Tørring
Institut for Bio- og Kemiteknologi
Mail: thomast@bce.au.dk