Aarhus Universitets segl

Lille fald i antallet af kvote 2-ansøgere til ingeniøruddannelserne

Knap 500 ansøgere har valgt en ingeniøruddannelse ved Aarhus Universitet som førsteprioritet. Især uddannelserne med vinterstart er populære.

AU Engineering har modtaget 489 førsteprioritetsansøgere i kvote 2. (FOTO: Lars Kruse, AU Arkiv)

Fristen for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 2 er netop udløbet, og i år har AU Engineering fået 489 førsteprioritets-ansøgninger. Det er 32 færre end sidste år. 

De øvrige fire fakulteter på Aarhus Universitet har opnået en stigning i antallet af førsteprioritetsansøgere. 

Læs nyheden: Næsten 6000 unge vil helst læse på Aarhus Universitet

Tilbagegangen på AU Engineering er mest markant på diplom-og civilingeniørbacheloruddannelserne inden for kemi- og bioteknologi. Fremgangen er størst på de uddannelser, der tilbyder vinterstart. 

Derudover går de nye civilingeniørbacheloruddannelser i Byggeri og Mekanik frem. 

Prodekan for fakultetet Technical Sciences, Finn Borchsenius, mener, det er for tidligt at sige noget om 2021-optaget på ingeniøruddannelserne. Han ser frem til ansøgningsfristen for kvote 1.

”Vi kender endnu ikke det det endelige ansøgertal. Det ser vi først til sommer. Jeg håber, at flere får øje på de muligheder, som en ingeniøruddannelse kan give dem, og det er klart min forventning, at det vil ske. De unge ved godt, at vi har hårdt brug for flere ingeniører til at tackle de store udfordringer i samfundet, der vedrører for eksempel klima, digitalisering og sundhed,” siger han.

Det samlede antal ansøgere til ingeniøruddannelse ved Aarhus Universitet bliver offentliggjort i juli, når fristen for ansøgning om optagelse via kvote 1 udløber den 5. juli kl. 12. 

MERE INFORMATION

500 ansøgere har søgt ind på en uddannelse ved fakultetet Technical Sciences som deres førsteprioritet – det er en tilbagegang på 8 pct. sammenlignet med 2020.

Heraf har 489 søgt ind på en ingeniøruddannelse og 11 har søgt ind på Agrobiologi.

På landsplan har diplomingeniøruddannelserne opnået en fremgang i kvote 2-ansøgninger på 1 pct., mens civilingeniøruddannelserne går 1pct. tilbage.

Aarhus Universitet har modtaget i alt 5987 kvote 2-ansøgninger (førsteprioritet). Det er en fremgang på 12 pct. sammenlignet med 2020. 

Sådan ser fordelingen af ansøgninger til Aarhus Universitets fem fakulteter ud:

Arts har fået 1.578 førsteprioritetsansøgninger. Det er flere end sidste år, og fremgangen ses blandt andet på antropologi, historie, cognitive science og flere af de sproglige uddannelser. 

Aarhus BSS har fået i alt 2.171 førsteprioritetsansøgninger. Det er flere end sidste år, og fremgangen ses især på erhvervsøkonomi (HA), jura og psykologi. 

Health har modtaget 1.338 førsteprioritetsansøgninger. Det er flere end sidste år, og fremgangen ses blandt andet på odontologi og folkesundhedsvidenskab. 

Natural Sciences har modtaget 400 førsteprioritetsansøgninger. Det er status quo. Fremgangen ses blandt andet på biologi, geoscience og molekylærbiologi, mens der er tilbagegang på matematik, økonomi, kemi og IT-uddannelserne.

Technical Sciences har modtaget 500 førsteprioritetsansøgninger. Det er færre end sidste år. Nogle uddannelser går tilbage, og nogle går frem. Fremgang ses blandt andet på de nye civilingeniørbacheloruddannelser i byggeri og mekanik, mens der er vigende søgning til blandt andet bioteknologi samt kemi og fødevareteknologi.