Aarhus Universitets segl

Grønt demonstrationsanlæg hærget af brand

En bygning på AU Foulum, som bl.a. rummer et demonstrationsanlæg for bioraffinering, blev tirsdag aften hærget af brand. Trods skader på bygningen forventer forskerne at forsøgsaktiviteterne vil kunne genoptages i løbet af to uger.

Forsøgsaktiviteterne på anlæggene vil kunne genoptages, når elinstallationerne er reetablerede og bygningen er sikkerhedsgodkendt. Det forventes at ske i løbet af et par uger. Foto: AU.

Tirsdag den 27. maj opstod der brand en bygning på AU Foulum. Bygningen rummer bl.a. et stort demonstrationsanlæg til raffinering af grøn biomasse samt et såkaldt HTL-anlæg, der kan omdanne organisk materiale til olie og andre produkter.

Branden forårsagede omfattende skader på bl.a. tagkonstruktionen og el-systemet samt vand og sodskader i store dele af bygningen.

"Heldigvis er selve bioraffineringsanlægget ikke ramt af branden," siger lederen af anlægget, adjunkt Morten Ambye-Jensen fra Institut for Bio- og Kemiteknologi.

Heller ikke HTL-anlægget blev direkte ramt af branden.

Forsøgsaktiviteterne på anlæggene vil derfor kunne genoptages, når elinstallationerne er reetablerede og bygningen er sikkerhedsgodkendt.

Morten Ambye-Jensen forventer at det vil ske i løbet af et par uger.

På anlægget gennemføres bl.a. forsøg med udvinding af protein og andre højværdi produkter fra grønne biomasser. Teknologien anses som en af hjørnestenene i den grønne omstilling af landbruget.

"Høsten af bl.a. grønrug og græs starter nu, og det er derfor meget vigtigt at anlægget kommer til at køre så hurtigt som muligt," siger Morten Ambye-Jensen.