Folkemøde 2021 - Techteltet åbner i både Allinge og København
Hvilken rolle skal universiteterne spille i den grønne omstilling? Er et ’Danmark som testland’ en mulighed eller en begrænsning? Og kan vi øge udbuddet af højtuddannet arbejdskraft ved at lade seniorer forblive aktive? Det er nogle af de spørgsmål, der er på skemaet til årets folkemøde i Techteltet.

AU Engineering, Aarhus Universitet er endnu engang med på folkemødet, der i år bliver afholdt den 17.-19. juni på Bornholm.
Desuden slår vi dørene op for digitale debatter live-streamet direkte fra Kalvebod Brygge, når vi i samarbejde med Ingeniørforeningen (IDA), Engineer the Future, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Syddansk Universitet (SDU) og Aalborg Universitet (AAU) ligeledes åbner for Folkemøde på Bryggen.
Til folkemødet (både i Allinge og på Bryggen i København) vil der bl.a. blive debatteret uddannelse, forskning, kønsdiversitet i STEM-fag, elbiler, arbejdsliv og arbejdsmarked – alt sammen under den teknologiske fane med alt, hvad det indebærer af grøn omstilling, digitalisering og innovation.
AU Engineering deltager i følgende debatter
På Bryggen, torsdag d. 17. juni kl. 09:05: Danmark som testland – mulighed eller begrænsning?
Debatten ønsker at sætte fokus på testområdet, der er inden for regeringens mission i den grønne forskningsstrategi: Klima- og miljøvenligt landbrug og fødevareproduktion. Hvordan kan testfaciliteter være med til på en gang at sikre klimamål og fødevaresikkerhed samtidig med, at Danmark kan fortsætte med eksport af danske fødevarer og fødevareteknologi?
I debatten deltager fra AU professor og institutleder Lars Ditlev Mørck Ottosen.
På Bryggen, torsdag d. 17. juni kl. 12:00: Den skjulte arbejdskraftreserve – seniorer som kan og vil blive længere på arbejdsmarkedet
Udbuddet af efterspurgte kompetencer på arbejdsmarkedet kan øges ved, at flere seniorer forbliver erhvervsaktive i længere tid – det gælder bl.a. for ingeniører, scient.er og IT-specialister. Hvordan kan arbejdsgivere fastholde denne gruppe af seniorer længere tid på arbejdsmarkedet?
I debatten deltager fra AU professor Klaus Ostenfeld.
På Bornholm, Allinge, Scene B2, fredag d. 18. juni kl. 15:15: Hvilken rolle skal universiteterne spille i den grønne omstilling?
Eksperter peger på, at forskningen – og i særdeleshed den tekniske forskning - spiller en afgørende rolle, hvis Danmark skal nå sine ambitiøse klimamål. Vi kommer nok ikke i mål uden teknologi, men kan teknisk forskning og udvikling redde klimaet, eller ville det være mere effektfuldt at indføre grønne skatter og afgifter? Kan et agro-intensivt land som Danmark overhovedet vise vejen til en grøn totalomlægning af industrier, infrastruktur og samfund? Hvordan realiserer vi den tekniske forsknings potentiale, og hvordan sikrer vi de rette kompetencer? Er der politisk vilje?
I debatten deltager fra AU professor og institutleder Lars Ditlev Mørck Ottosen.
Andre AU debatter
Aarhus Universitet afholder desuden en lang række debatter d. 17. juni, hvor der ligeledes er mulighed for at følge debatterne live.
Kontakt
Jesper Bruun
Journalist
Mail: bruun@au.dk
Tlf.: +45 42404140